Mens Danmark vandt med 4-0 mod Liechtenstein, hjalp Island atter danskerne. Vi er nu et vigtigt skridt tættere på EM.
Morten Nordstrand fik sin første start på landsholdet nogensinde, og talentet takkede for trænerens tillid med at score to flotte mål. FCK’eren beviste i sin tredje landskamp, at han har hurtigheden, viljen og selvtilliden til at begå sig blandt de holdets øvrige profiler.
Morten Olsen var stolt af sin unge angriber efter kampen:
»Herligt at Morten Nordstrand fik lavet et par mål, og han fungerede godt sammen med Jon Dahl Tomasson i angrebet. Men nu skal vi se realistisk på det. Liechtenstein er altså ikke Spanien,« sagde cheftræneren.
Som Olsen hentyder, var baggrunden for 4-0-sejren og Nordstrands første to scoringer billig. Kampen mod Liechtenstein krævede ikke meget mere af de danske spillere end en gåtur i parken.
18 minutter inde i kampen førte Danmark 3-0, og derefter stod den på hyggebold.
Efter 28 minutter lavede Morten Olsen sin første taktiske udskiftning. Ud gik Danmarks stjerneforsvarer Daniel Agger, for hvem et eventuel gult kort ville koste deltagelsen mod Spanien i næste måned. Ind gik Michael Gravgaard, der altså stort set fik en hel landskamp.
Agger rystede på hovedet af Morten Olsens konservative disposition, og det svage tempo i kampen indbød da heller ikke til svinestreger fra de overlegne danskere. På den anden side var modstanden så beskeden og føringen så stor, at der ikke var nogen som helst grund til at tage chancer.
Debut til Esben Hansen
På den centrale midtbane fik Esben Hansen debut. Den tidligere OB’er gjorde det egentlig glimrende, men han havde hele tiden oceaner af plads og blev aldrig testet.
Ved siden af ham spillede Leon Andreasen, der ligesom mod Sverige osede af spilleglæde og overskud. Det var også ham, der stod for dagens detalje, da han midt i første halvleg først løftede den over Liechtensteins centerforsvarer og derefter var millimeter fra at lykkes med et lob mod målmand Jehle. Århus-drengen er en fremtidens mand, og midtbanekollega Esben Hansen kan helt sikkert bruges som gardering, da han er i besiddelse af mange af de samme attributter.
Danmarks mål var seværdige, men altså scoret mod et forsvar, der var helt væk i første halvleg. Nordstrands åbner var en fræk flad afslutning, der ramte indersiden af stolpen. Laursen gled bolden i mål, efter at Agger forlængede Niclas Jensens hjørnespark. Jon Dahl Tomasson udnyttede en perfekt aflevering fra Dennis Rommedahl. Nordstrand samarbejdede smukt med Jon Dahl ved den sidste scoring og åbnede og lukkede altså den danske målkonto.
Kedelig anden halvleg
Efter en fremragende første halvleg var anden halvleg en kedelig affære. Der var ingen mål, og publikum i Århus begyndte i stedet at hyggesnakke, lave bølgen samt synge nationalsangen.
Morten Olsen var glad for, at han og landsholdet tog revanche efter sidste måneds pinlige 0-4-kamp mod Irland på NRGi Park.
»Vi får revancheret over for det Århusianske publikum. Vi spiller med fart og tempo i første halvleg og gode kombinationer. I anden halvleg ser vi, at Liechtenstein faktisk er et godt hold, når man ikke spiller hurtigt nok i mod dem,« forklarede træneren.
Ud over den komfortable sejr kunne danskerne glæde sig over, at Island for anden gang på fire dage gav en hjælpende hånd. I søndags fik øboerne uafgjort mod Spanien, og i går slog de Nordirland, der nu blot er to point foran Danmark. Det var Nordirlands Keith Gillespie, der var skyld i nederlaget med et selvmål i overtiden.
Den sidste kamp i Gruppe F, Letland-Spanien, var ikke færdigspillet ved redaktionens afslutning.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar