Dømt feriesvindler på spil igen

PAS NU PÅ MED DE SMÅ SELSKABER. DET ER DIN FERIE DER BLIVER ØDELAGT!!

Familien Lang fra Århus fandt en drømmeferie i en rubrikannonce. 100 danske børn og voksne skulle holde skiferie sammen i Tjekkiet i skolernes vinterferie. Meget tyder på, at det aldrig har været meningen, at de skulle af sted.

»Vi har måske nok været naive, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at nogen kunne være så komplet skruppelløse, at de ville sælge en familieferie, som ikke fandtes. Det er jo børn, det går ud over.«

I dag må Torben Lang erkende, at det er der folk, der er. Komplet skruppelløse.

Tilbage i oktober i fjor faldt han over en lille rubrikannonce med overskriften ”Fælles skitur” i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Den lovede en uge på ski i Tjekkiets største og bedste skiområde Spindleruv Mlyn med en masse danske børnefamilier. Der ville være egen skiskole og flere fælles arrangementer.

Efter et telefonopkald til Gunnar Berg, Fanø, som står bag Familieski, og som øjensynlig selv skulle med på turen som turleder, var Torben Lang ikke i tvivl om, at det var sådan, at han, hans hustru og deres niårige datter Helena skulle tilbringe uge syv.

»En uges vinterferie med en masse andre danske voksne og børn lød tillokkende. Og det var til en pris, som det slet ikke kunne lade sig gøre at holde ferie for i Norge eller Østrig i vinterferien,« fortæller Torben Lang.

Gunnar Berg sendte straks lidt materiale om turen til Spindleruv Mlyn. Af hans hjemmelavede brochure ”Skiferien er årets bedste ferie” fremgik, at der ville blive ca. 100 deltagere, som skulle fordeles på tre forskellige hoteller/pensioner.

Der ville blive flere fællesarrangementer – bl.a. en børnefest. Brochuren oplyste også om den luksuriøse indkvartering og et prisniveau, som betød, at alle ville have råd til at spise ude.

»Her koster en fadøl og en sodavand på café det samme som i butikkerne i Danmark. Man kan simpelthen ikke ruineres i denne del af Europa,« lyder det lokkende.

Gunnar Berg understregede allerede første gang i telefonen, at der kun var få pladser tilbage, og at han skulle have det fulde beløb for opholdet inden tre dage.

Ikke nok tilmeldinger

Torben Lang meldte tre personer til og overførte 6.525 kr. til Gunnar Bergs konto. Kort efter – den 16. oktober 2007 – modtog han en bekræftelse, hvoraf det fremgik, at familien selv skulle køre derned og ankomme søndag den 10. februar. Her ville Gunnar Berg selv tage imod dem på Hotel U Patra, som lå midt i byen. På hotellet ville der samme dag blive holdt et informationsmøde kl. 17.00 og velkomstmiddag for hele gruppen kl. 19.00.

Familien Lang så frem til vinterferien, men da tiden for afrejsen nærmede sig, undrede Torben Lang sig over, at der ikke kom nogen yderligere information om bl.a. rejserute og en deltagerliste.

»Torsdagen inden vi skulle af sted, ringede jeg derfor til Familieski. Gunnar Berg oplyste, at han befandt sig på en færge. Han var nærmest ubehøvlet og henviste mig til at ringe igen samme aften kl. 22.30, når han var kommet hjem,« fortæller Torben Lang.

Selv om han undrede sig over Gunnar Bergs opførsel, havde han dog ikke fantasi til at forestille sig indholdet af den besked han fik, da han ringede igen sent samme aften:

»Beklager, der er gået ged i den. Turen bliver ikke til noget. Der var ikke nok tilmeldinger.«

Gunnar Berg understregede, at alle havde fået besked, og at det måtte være en svipser, at Torben Lang ikke var blevet orienteret. Han lovede at tilbageføre pengene med det samme. Trods flere rykkere kom der dog ingen penge.

Bagefter er der flere ting, som virker mistænkelige, erkender Torben Lang. En ting er, at det måske kan smutte at orientere en familie om aflysningen. Men hvorfor var pengene så ikke i det mindste blevet ført tilbage? Og hvordan kunne Gunnar Berg i oktober oplyse, at der blot var få pladser tilbage, hvis han senere aflyser turen med henvisning til manglende tilslutning?

Spørgsmålet er, om Gunnar Berg nogensinde har arrangeret en skitur til Spindleruv Mlyn. Noget tyder nemlig på, at det aldrig har været meningen, at de tilmeldte børn og voksne skulle realisere deres ”Fælles skitur” i Tjekkiet.


Forfalsket reservation
På ”U Petra” i Spindleruv Mlyn, der ikke som beskrevet i bekræftelsen er et hotel, men en pension, har man aldrig haft noget samarbejde med Gunnar Berg eller Familieski i Danmark.

»I uge syv og otte har vi haft danske gæster, men de er alle kommet med et andet selskab. Vi har intet med Familieski at gøre. Familieski er ikke en af vores partnere,« fastslår en mand, der præsenterer sig som manager.

Han er tilsyneladende bekymret for at blive sat i forbindelse med svindel og ønsker ikke at oplyse sit navn. Ifølge pensionens hjemmeside drives stedet dog af en Petr Pacholik.

Manageren oplyser, at han ikke på noget tidspunkt har talt med Gunnar Berg, men at han første gang stødte på navnet Familieski for et par uger siden. I weekenden før uge syv – antagelig søndag den 10. februar – dukkede en dansk familie op, som troede, den skulle bo på hans pension.

»Der kom nogle danskere med en reservation fra Familieski, men den var ikke original. Det var en forfalsket reservation, som nogen i Danmark har solgt dem. Vi kunne ikke hjælpe dem. De blev henvist til turistinformationen. Jeg ved ikke, om de fandt noget andet,« fortæller manden.

I Gunner Bergs brochure-materiale er afbilledet to flotte og nærmest pompøse hoteller – dog uden navn – som underbygger påstanden om den luksuriøse indkvartering. Det lykkedes Morgenavisen Jyllands-Postens magasin Forbrug at identificere det ene af hotellerne som det firestjernede Harmony Club Hotel. Her meddeler salgsafdelingen, at hotellet kun samarbejder med Dansk Fri Ferie i Danmark, og at man aldrig har hørt om hverken Familieski eller Gunnar Berg.


Andre blev afvist ved døren
Familien Lang reserverede en lejlighed på en anden pension og gennemførte alligevel turen til Spindleruv Mlyn. Datteren fik ikke at vide, at skiferien næsten var gået i vasken.

»Helena havde glædet sig så meget, så vi fandt et andet sted at bo og kørte som planlagt. Hun spurgte godt nok om, hvor alle de andre danske familier var, men vi svarede, som det var, at vi havde været nødt til at finde et andet hotel,« fortæller han.

Torben Lang er ikke i tvivl om, at andre familier også må være blevet snydt.

»Det kunne jo være rart at vide, hvor mange der er hoppet på den. Andre danske gæster fortalte os dernede, at de havde hørt om en dansk familie, som var blevet afvist på deres hotel, fordi der ikke var booket noget i deres navn,« fortæller Torben Lang.

Mange har i hvert fald haft mulighed for at reagere på annoncen ”Fælles Skitur”. I perioden den 7. oktober til den 9. december har Gunnar Berg indrykket den 16 gange i Morgenavisen Jyllands-Posten – for resten uden at betale.


Kendt navn i ankenævn
Set i bakspejlet kunne Torben Lang med ganske lidt research på internettet have undgået at blive snydt. Navnet Gunnar Berg er nemlig identisk med dårlige ferieoplevelser.

Han har tidligere drevet Rejsegruppen Hobitten, hvis gæster i stor stil mente, at der var for stort gab mellem, hvad de blev stillet i udsigt, og hvad de fik. Hos Rejseankenævnet var Hobitten anledning til stribevis af klagesager. Ifølge Forbrugs oplysninger har Gunnar Berg siden 1999 haft mindst 16 sager i Rejseankenævnet. Samtlige afgørelser er gået Gunnar Berg imod, men selv om klagerne har fået medhold, har Gunnar Berg konsekvent afvist at følge nævnets afgørelser og kompensere klagerne.

Og det er ikke småting, han har udsat sine kunder for.

I 2004 fik han f.eks. et helt rejseselskab på nakken, da han sendte danske familier på busrejse til Venedig. Det viste sig, at gæsterne selv måtte bygge deres teltlejr op fra bunden. Det brugte de halvdelen af ferien på. Samtlige 59 deltagere klagede.

Forbrugerrådet advarede til sidst mod at købe rejser hos firmaet, og i 2005 gik Rejsegruppen Hobitten konkurs. Som årsag angav Gunnar Berg svigtende salg.

Godt to år efter konkursen er Gunnar Berg altså atter på spil, og ifølge Formand for Dansk Rejsebureau Forening, Lars Thykjær, er opskriften set før.

»Det ligner til forveksling en fremgangsmåde, Gunnar Berg tidligere har benyttet i Rejsegruppen Hobitten. Det var blot sommerferier i telt. Gæsterne skulle dengang selv køre ned til campingpladser i Tjekkiet, men teltene var der ikke. Og hvis der endelig var nogle, var standarden ussel og slet ikke det, kunderne var blevet stillet i udsigt,« fortæller Lars Thykjær.

Han anbefaler Familieski-kunder at klage til Rejseankenævnet, men forbereder dem på, at de næppe får det store ud af det.

»Hvis Gunnar Berg opfører sig som tidligere, sidder han disse afgørelser overhørig. Han skylder allerede masser af kunder penge fra tidligere afgørelser. Så får han først en afgørelse imod sig i Rejseankenævnet, og så endnu en anmodning om at møde op i retten. Og så kan han blive dømt en gang til. Formentlig in absentia, for han plejer også at udeblive fra retsmøderne,« fortæller Lars Thykjær, der beskriver Gunnar Berg som »fuldstændig kold.«

»Han kan ikke overraske mig mere. Han kan alle trickene i bogen – også nogle, som jeg aldrig har hørt om før. Gunnar Berg er oppe i elitedivisionen af fantaster, der laver nogle ting, som vi andre ikke havde drømt om, kunne lade sig gøre,« fortæller Lars Thykjær.


Råder til en politianmeldelse
Familieski er ikke medlem af Rejsegarantifonden, som derfor ikke kan hjælpe kunder, der har mistet penge, men formand for fonden, advokat Bent Mebus, råder Familieski-kunder til at politianmelde Gunnar Berg.

»Hvis han har taget penge for noget, som han ikke har haft til hensigt at levere, er det bedrageri,« fastslår advokaten.

Torben Lang havde da også tænkt sig at gå til politiet i denne uge. Men efter, at magasinet Forbrug gik ind i sagen, har Gunnar Berg valgt at betale familien. Pengene kom tirsdag.

Torben Lang er dog stadig vred.

»Vi har stolet på ham, men vores tillid er blevet misbrugt. Gunnar Berg er ti
lsyneladende fuldstændig ligeglad med, hvilke problemer han skaber for andre mennesker. Nu kan vi jo se, at det hele kun har handlet om at lokke penge ud af godtroende mennesker,« siger Torben Lang.

http://funiklipz.blogspot.com
http://tomehlers.blogspot.com/
http://altombiler.blogspot.com

Ingen kommentarer: