Kom nu afsted

Val d'Isere

L'espace Killy er fællesbetegnelsen for Val d'Isere og Tignes - et af Europas bedste skiområder med over 300 km pister samt off-piste til alle niveauer. Det er her du som skibums har mulighed for at lære alle former for skiløb: pistefræs, pukkelpist, skovløb, freeride, free-style osv. Området er især kendt for dets utallige mere eller mindre kendte off-piste runs, så er man der en hel sæson er det om at udnytte 'de gamles' kendskab til området, og komme ud hvor turisterne aldrig når. Sikkerheden er samtidig en top-prioritet, så der findes kurser hele sæsonen igennem, hvor man som skibums kan lære alt fra snekrystaller, læsider og lavineudstyr, til de seneste updates på bedste off-piste muligheder lige nu.

Er man mere til freestyle er der rig mulighed for at øve sig i parkerne som konstant bliver shapet, udvidet og ombygget. Her hænger man ud med masser af super dygtige freestyle løbere og der er ofte konkurrencer og grill-arrangementer for alle, arrangeret af bumser som selv arbejder frivilligt i parken sæsonen igennem.

Bylivet i Val d'Isere er på højde med skiløbet, idet det byder på mange varianter lige fra den meget franske Cafe Face, de ultra britiske Morris Pub og Pacific Bar hvor du er sikker på at finde en fodboldfanatiker eller ti, til den lidt mere tjekkede svenske Victor's bar samt danskerbarene Saloon Bar og Le Petit Danois. Dick's Tea Bar har været samlingspunkt i Val d'Isere i en menneskealder og det er her at discorytmerne pumper til den lyse morgen, efter barernes lukketid.

Val d'Isere er byen for skibumsen, der ønsker at kunne kombinere det ultimative skiløb med en hyggelig og festlig by. Selv på de dage hvor det ikke er skiløbet der trækker, er der noget at lave i byen.
Val d'Isere, der har historie tilbage til 1200-tallet, minder mere om en rigtig fransk alpeby end mange af de andre franske skibyer, da det er en by som er vokset op gennem mange hundrede år med en masse aktiviteter og fastboende hele året rundt. Keder man sig i Val d'Isere, er det garanteret selvforskyldt. Svømmehal, biograf, sportscenter med klatrevæg, spillehaller og skøjtebane er bare nogle af de tilbud byen giver de besøgende.

http://www.valdisere.com/



Ingen kommentarer: