En gammel kending, som i dag nærmest er vokset sammen med nabobyen Pineda de Mar. Sol, saltvand og lange gyldne sandstrande præger feriedagene her, men også en rigtig hyggelig bykerne med andet end traditionelle souvenirbutikker indynder sig hos de besøgende. Går du bare en anelse ind i landet mod bjergene, finder du et helt andet liv end kystens masseturisme.Byen er beliggende ca. 60 km nord for Barcelona, hvilket også indbyder til et spændende besøg i en af Europas mest fremstormende storbyer. Et ophold i Calella er også et ophold i en af kystens ældste byer. Den gamle charmerende bydel med de smalle gader lokker med shopping og velduftende spisesteder. Og de bedste findes i de mindste sidegader. Byens gågade samt café- og bargade er placeret centralt i de gamle gader og forbinder i dag den nye og den gamle bydel. I de senere år har byen forvandlet sig fra, at være de unges festby til nu at være en rigtig pæn ferieby for hele familien. Helt nede ved stranden har vi strandpromenaden, hvor en fristende frugtcocktail med is eller en lækker frokostpaella fra en af strandbarerne er svær at krybe udenom.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar